Vis printvenlig side

Korsvej - en bodsandagt

Korsvejsstation

Herre Jesus Kristus, Dit allerhelligste Hjerte er en kilde, hvorfra det levende vand udspringer. Din vej ad Golgata føltes i vore øjne meningsløs – Du led uskyldig. Men hvert eneste skridt, Du foretog Dig, hvert eneste udtryk for Din smerte, som vi både kunne se på Dit ansigt og over hele Kroppen, fremmede vor frelses øjeblik. Vi kunne ikke genkende vor Frelser i det lidende Menneske. Helt anderledes forestillede vi os Frelseren. Han skulle være stærk, én, der ikke bøjede sig for andres ondskab. Én, der kunne besejre ondskaben med vore metoder: fordømmelse for fordømmelse, knytnæve mod knytnæve, øje for øje, ondt for ondt. Den frelser, som vi ustandseligt skaber i vort billede, er ikke som Du. Derfor tager vi fejl af Dig, og Du ønsker blot, at vi øser af Dit Hjerte og fylder vore hjerter med det levende vand. For at gøre os i stand til det, henvender Du Dig ydmygt til os, som til den samaritanske kvinde: ”Giv Mig noget at drikke.” ( Joh. 4, 7 ).

På denne korsvej, Herre, vil jeg gerne se Dig, som den sande, ikke skabte Frelser. Og jeg vil gerne se mig selv og min egen plads under vandringen mod Golgata. Ofte ønsker jeg helst at glemme min deltagelse i Din lidelsesvej og løbe bort fra mit ansvar for det, der er sket med Dig. Flugten kan godt nok få min samvittighed til at lægge sig til ro og falde i søvn. Men det er ikke samvittighedens falske fred, der giver mig frelse, men Du, o Herre, som siger til mig: ”Hvis nogen vil følge efter Mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge Mig.” ( Luk. 9, 23 ).

1. Station: Jesus dømmes til døden. Sammen med mange andre beundrede jeg Ham, da Han lærte i synagogerne, i Helligdommen, i private hjem og ude i naturen; da Han lukkede munden på nogle farisæere og skriftkloge. Jeg så op til Ham, da Han mættede sultne, helbredte syge og endda opvækkede Lazarus fra de døde. Jesus var noget! Sammen med mange andre mødte jeg op ved Pilatus` palads og ventede spændt på situationens udvikling. Desværre lignede Han ikke mere én, som kunne få mig til at føle mig tryg. Han syntes ikke at være interesseret i at redde sig selv. Hvordan kunne Han så hjælpe mig, hvis jeg skulle blive truet? Jeg havde ikke nogen problemer med først stille, så lige så højt som andre, så måske endnu højre end de andre at råbe: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!” Det lød så harmonisk med de andres: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!”. Hvorfor skulle jeg råbe noget andet? Ingen ville kunne høre mig, og hvis nogen alligevel hørte, havde jeg blot problemer.

2. Station: Jesus tager korset på sine skuldre. Jeg husker, hvordan Han lærte mig at sige: ”Ske Din vilje!”. Jeg kunne se, hvordan min vilje var ved at gå i opfyldelse. Mit: ”Korsfæst Ham! Befri Barabas!” gav resultat. Barabas er nu en fri mand. Korset er allerede lagt på Jesu skuldre. Jeg anede endnu ikke, at denne min vilje også var Hans egen vilje.

3. Station: Jesus falder første gang under korsets tunge vægt. Selv for mig, som lige før havde råbt: ”korsfæst Ham!”, var dette syn for meget. Jeg var ikke klar over, at Han, som så mange gange havde vist sin almagt, under korsvejen ville være så magtesløs, som et menneske, der har alt og alle imod sig selv. Nej, det var stadigvæk for tidligt at fortryde mit: ”Korsfæst Ham!”

4. Station: Jesus møder Sin hellige Moder. Jeg kunne se Hendes smerte. Jeg så, at også Jesus led meget mere, da Han så, at Hun så Ham lide. Og Hun så, at Han så Hende lide. En ring af smerte: Moderens pine på grund af Sønnens lidelse; Sønnens smerte på grund af Moderens pine. Hvor ville jeg ønske, at jeg var modig nok til at kunne bryde denne smertefulde ring. Og blive en del af den. Nej, jeg var endnu ikke i stand til at høre Jesus sige: ”Giv Mig noget at drikke.”

5. Station: Simon af Kyrene hjælper Jesus at bære korset. Jeg var endnu ikke i stand til at høre Jesus bede: ”Giv mig noget at drikke.” Jeg vred mig ud af vagternes hænder og sneg mig tilbage, da de forsøgte at få mig til at hjælpe Ham med at bære korset. Derfor fandt de en anden. Jeg blev lettet over, at Jesus ikke længere var ene om at bære korset. Men min samvittighed fik mig til at føle et nederlag: jeg forspildte min enestående chance for at hjælpe Frelseren.

6. Station: Veronika rækker Jesus svededugen. Ikke hele verden var uberørt. Ikke alle var ligesom jeg bange for at handle anderledes end de fleste. Imens jeg stadigvæk tænkte på, hvor kujonagtigt jeg havde handlet ved at flygte fra soldaternes rækkehvide, så jeg en kvinde, som ligesom jeg sneg sig igennem soldaterne, men hun tog den modsatte retning i forhold til min.. Hun nærmede sig Jesus, tørrede Hans snavsede ansigt. Og hendes hjerte fyldtes med en ubeskrivelig værdighed. Hun rakte Jesus sit fineste tørklæde, som hun for påskens skyld havde på. Og Herren belønnede hende med Sit hellige Ansigts aftryk. Veronika forstod godt, hvad det ville sige: ”Giv Mig noget at drikke.”, når det er Jesus, som på den måde henvender sig til et menneske. Hun tænkte nok ikke på en belønning. Hun tænkte kun på sin levende og lidende Mester. Ingen går tomhændet bort fra mødet med Jesus. Selv i denne forfærdelige time. I Jesu Ansigts aftryk modtager Veronika adgang til det levende vand.

7. Station: Jesus falder anden gang under korset. Hans fysiske kræfter er mindre. De åndelige kræfter hos dem, der tør trodse omgivelsernes og hele verdens pres, og følge efter Jesus, og rejse sig sammen med Ham, er større. ”Giv Mig noget at drikke!” – gentager Han sin ydmyge bøn. Og endelig har jeg forstået, at ikke så meget det tunge kors, men mit: ”Korsfæst Ham!”, min fordømmelse og angst, min vantro, mistillid og manglende kærlighed er en væsentlig årsag til Hans gentagne fald. Og endelig har jeg forstået, at Han ved at bede mig om noget at drikke, selv ønsker at give mig vand, det vand, som ikke lader mig blive liggende i mit snavs, men får mig op ud af snavset.

8. Station: Jesus trøster de grædende kvinder. Et korn der lægges i jorden, skal først dø, så bringer det frugt. Jesus er endnu ikke død, men det korn, Han har lagt i jorden igennem sin smertefulde vandring mod Golgata, er allerede på nuværende tidspunkt ved at bære frugt: først og fremmest er det Hans konsekvente opfyldelse af Faderens plan, så er det Han smerterige Moders vidnesbyrd, derefter en række andre mennesker, som forsøger at vise Ham kærlighed, og så nogle små tegn på min omvendelse. ”Græd ikke over Mig, men over jer selv og over jeres børn.” – siger Han overraskende til nogle kvinder, som viser Ham medfølelse.

9. Station: Jesus falder tredje gang under korset. Vore ansigter mødes på det tidspunkt. Vore blikke retter sig mod hinanden. I et øjeblik glemte jeg at være forsigtig og passe på mig selv. Jeg nærmede mig for tæt. Imens den udmattede Jesus var ved at falde ned, skubbede en af soldaterne mig mod jorden. Det gjorde pludselig ondt at se Ham ligge udstrakt på vejen. Jeg havde ingen krus med vand med. Jeg kunne ikke give Ham noget at drikke. Han rejste sig alligevel. Og jeg kom til at støtte mig til Hans kors, mens jeg forsøgte at følge videre efter Ham.

10. Station: Jesus berøves sine klæder. Jeg kan fortsat ikke gøre mig fri fra mit ihærdige: ”Korsfæst Ham!” Nu ser jeg det Guds Lam, som borttager verdens synder. Mit: ”Korsfæst Ham!” koster Ham hele Hans værdighed. Først den guddommelige værdighed, så den menneskelige. Først havde jeg lyst til at glemme alle de mirakler, jeg havde set. Så kunne jeg knapt genkende et menneske i Ham. Berøvet sine klæder, ydmyget langt udover de tænkelige grænser tigger Han ikke om sin frelse. Han frelser mig.

11. Station: Jesus nagles til korset. Guds vilje er sket. Og min vilje fra tiden ved Pilatus` palads er sket. Kristus korsfæstedes. Guds Søns Legeme og korsets træ forenedes. Først nu er jeg i stand til at føle befrielse fra mit forfærdelige: ”Korsfæst Ham!” Han forsøgte at bebude min befrielse i forvejen, men jeg var døv. Jeg var døv i mit hjerte og kunne ikke høre. Jeg var for meget optaget af mig selv, af, hvad jeg følte. Befrielsen kom til mig, som det levende vand, som om lidt skulle udgydes med Hans Blod. Befrielsen kom, mens Han sagde: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Og i mine ører lød det mere personligt, som om Han havde sagt: ”Fader, tilgiv ham, fordi han ikke ved, hvad han gør.”

12. Station: Jesus dør på korset. Da Han udåndede, føltes det, som om Gud selv forlod denne jord, som ikke ville tage imod sin Skaber. Tomheden var ikke til at beskrive. Den eneste trøst, som fandtes – på trods af den opståede tomhed - var, at Jesu døde Legeme ikke led mere. Til gengæld skælvede hele jorden af smerte og mit hjerte skælvede af samvittighedskvaler. Mon den forkastede Gud hos sig selv finder vilje nok til at vende tilbage? Vilje til igen at opfylde den gabende tomhed? Ja, Han kommer igen og lader ikke lang tid vente på sig. Beslutningen om at komme tilbage blev bekræftet, da Jesus bad Sin Fader om tilgivelse for mig og for hele verden. Han kommer igen og bringer både jordens og min skælven til en ende. Han kommer igen Påskemorgen, når Hans Legemes Tempel – efter at have været ødelagt – bliver genopbygget.

13. Station: Jesu døde Legeme tages ned fra korset. Der høres eller ses eller mærkes ikke længere nogen tegn på den aggression, som banede Jesus vejen til Golgata. Kun stilhed og en slags kontemplation, som endnu stærkere knytter Moderens og Sønnens Hjerter til hinanden – på trods af, at Sønnens Hjerte ikke længere banker. En stilhed og kontemplation, som også påvirker mig, som på den ene side får mig til at miste hovedet: ”Hvordan i alverden kunne jeg svigte Ham så voldsomt og kræve Hans korsfæstelse?”, og på den anden side fylder kontemplationen mit hjerte med en ubeskrivelig fred: ”Han har tilgivet mig.”

14. Station: Jesu døde Legeme lægges i Graven. Langsomt begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg pludselig kom til at føle, at netop dette sted - Jesu Grav midt i tomheden - dannede et miljø af sikkerhed og tryghed. Netop fordi Graven gemte Hans Legeme. Når en kæmpestor sten kommer til at blokere indgangen til Jesu hvilested, vil mørket være det eneste, der bliver tilbage hos Ham.  Men her havde tomheden i hvert fald ikke noget at sige. Her bliver tomheden nødt til at møde sit nederlag, når Han er opstået fra de døde.

Den Nordiske valfart til Lourdes | Rødovrevej 167 | 2610 Rødovre | Telefon 36 70 86 80 | Fax 36 45 30 60